Demokrati i dag

Demokrati i dag

I dag er demokrati og demokrati-begrebet udfordret, fordi selv undertrykkende diktaturstater kalder sig demokratier. I dag har de politiske systemer store problemer med at håndtere de kriser og udfordringer, der karakteriserer vores generation. I øjeblikket er de beskæftiget med krisen, der startede i 2008. Og i nogle europæiske samfund, er de politiske ledere, blevet erstattet med eksperter, der skal lede landet ud af den økonomiske krise. David Held påstår at den politiske magt stadig tilhører de nationale politiske institutioner, men den økon-omiske magt er flyttet til internationale banker, multinationale virksomheder og investeringsselskaber.

Det arabiske forår

Landene Jordan, Irak, Syrien, Kuwait, Bahrain, Oman, Yemen, Libanon, Algeriet og Marokko er stadig involveret i det arabiske forår, mens Tunesien, Egypten og Libyen har været.

Det arabiske forår går ud på, at det enkelte lands befolkning ønsker at vælte det da - eller nuværende styre, for at opnå demokrati. Men demokrati som mål, kan fortolkes lidt formålsløst, da demokrati kan forstås på mange forskellige måder, i dag.

”Det arabiske forår” forstået bogstaveligt er lidt vildledende, med henblik på at det ikke kun er arabiske befolkningsgrupper i de etnisk blandede område, der gør oprør.

Den franske revolution

Den amerikanske revolution blev analyseret og skrevet ned, og nåede til Europa i foldere. Da den nåede Frankrig, i ord eller på skrift, gik det amok. Den ramte en nation, der var styret af enevælden og var på kanten af bankerot. Ludvig d. 16 ville sammen med borgerskabet, gejstligheden og adelen i 1789 have godkendt en økonomisk reform. Folket krævede en stemme pr. person, men forslaget blev afvist. D. 17 juni, udråbte borgerskabet sig selv til repræsentanter for hele den franske nation. Og så gik det stærkt, og den 26 august blev fundamentet for revolutionen vedtaget, nemlig menneskerettighedserklæringen. De revolutionære forandringer fortsatte og forstærkedes de næste par år. Til at begynde med blev kongens magt formindsket med en grundlov, Frankrig gik i krig mod Østrig og Preussen, med det formål at sprede revolutionen til resten af Europa. I 1792 blev kongedømmet afskaffet af jakobinerne, der også havde magten på det tidspunkt. Den 28. juli 1794 mistede jakobinerne magten, fordi jakobinernes leder Robespierre ikke ville føre demokratiet helt ud, på grund af hans frygt. Det endte med at han kom under et stort pres fra både fjendtlige magter og franske modstandere i politikken, han kunne ikke håndtere presset, og henrettede tusindvis af mennesker, hvorefter han blev fængslet. Og den 9. November 1799 tog generalen Napoleon Bonaparte magten ved  et statskup og gjorde en ende på revolutionen.

Den franske revolution nåede ikke helt at blive en demokratisk revolution, da de demokratiske reformer, der blev lavet, blev efterhånden skrotet igen. Men det var en revolution for demokrati-begrebet, da det efterhånden under den franske revolution blev mere accepteret og faktisk blev et positivt begreb. Begrebets nye betydning var især præget af den amerikanske revolution, hvor man stemte på politiske repræsentanter. 

Jakobinerne: betegnelsen for en fransk, radikal og politisk bevæglese.

Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Jakobinerne

Den amerikanske revolution

I 1776 blev 13 nordamerikanske kolonier uafhængige af Englands kongemagt. I højagtede England, var der få velhavende borgere, der havde politisk indflydelse gennem parlamentet, men i kolonierne var indbyggerne opfordret til at indrette sig efter konges diktater, deri lå der kravet om at betale skat. Kolonisterne gjorde oprør under slagordet ”No taxation without representation” (ingen beskatning uden repræsentation). De 13 kolonier erklærede sig den 4 juli 1776 uafhængige af England. Virginia offentliggjorde blot 8 dage senere - som de første - deres egen forfatning. Den første moderne grundlov, som Virginia havde skabt, indeholdte et par menneske - og borgerrettigheder, som staten havde til ansvar at beskytte og overholde.

Der blev med vilje ikke talt om at indføre demokrati, blandt lederne i den amerikanske uafhængighedskamp. De ville i stedet skabe en republik, der åbenlyst kunne differentieres med det oldgræske demokrati i Grækenland. James Madison (1751-1836), der også blev kendt som en af Amerikas Founding Fathers, begrundede for at det bedste styre, måtte finde sted hos en meget stor stat, med en nuanceret befolkning, der ikke regerede direkte. Der var nu en mulighed for at demokratiet ikke længere ville blive anklaget, for ikke at ville det fælles bedste. Løsningen skulle være at, afskaffe systemet med at vælge en person ud af alle de stemmeautoriserede, men i stedet ofte vælge mellem politiske repræsentanter.

Oplysningstiden

Oplysningstidens særkende var optimisme og troen på fremskridt, men også nye politiske ideer. Shaftesbury, der var en engelsk adelsmand tilkendegav i den grad optimismen og den politiske kritik i 1706, da han talte om ”et vældigt lys”, hans ord spredte sig over hele verden, især i ”de to frie nationer”. De to frie nationer, bedre kendt som England og Holland, var i modsætning til resten af Europa, præget af at statens magt var delt hos flere. Ideologerne om begrænsning og division af statens magt blev formuleret af filosoffen John Locke (1632-1704), der også var Shaftesburys følgesvend. Locke begrundede endda over for borgere, at de havde ret til gøre oprør mod en regent, der undertrykkede dem. Lockes ideologer var et stort skridt fremad i Europa, hvor det var enevælden, der regerede, og de fik en betydning på 1700-tallets oplysningsfilosoffer og politiske udvikling, der svært kan overvurderes. Charles de Montesquieu (1689-1755) Ville have indført yderligere deling af magten i en lovgivende, udøvende og dømmende rækkefølge, og han mente at en kongemagt, der ikke er holdt tilbage af love, var en diktator. En anden fransk oplysningsfilosof, Jean-Jaques Rousseau (1712-1778), gjorde sig i 1762 til talsmand for noget, der kunne ligne demokratiet i Athen, ifølge ham skulle ”almenviljen” regere. Magten tilhørte i sidste ende folket, ligesom i det gamle Grækenland.

Kosellecks var en begrebshistoriker og hans ord gjorde at folk frigjorde deres forventninger til fremtiden fra deres erfaringer fra fortiden. Man begyndte at forstille sig en anden fremtid, end den fortid tidligere generationer og en selv havde været en del af. Med andre ord gik man fra at være historie skabt til at være historie skabende. 

Den franske - og den amerikanske revolution beskriver ordsproget om at blive historie skabende bedre end nogen andre. Både den franske - og den amerikanske revolution skete i 1700-tallet.

Aristoteles - filosof

Aristoteles (384 - 322 f.Kr.) mente at demokrati var en uretfærdig styreform, da man i demokratiet gjorde det man kunne for at sikre sig det bedste for en selv. Han satte endda de forskellige styreformer ind i et system, hvor han delte de forskellige styreformer op legitime styreformer og illegitime styreformer.

2000 år efter demokratiets tab i Athen, anså man demokrati som ord for at være et skældsord. Og demokrati som styreform blev fortolket som en styreform, der gav for meget magt til de lavt stillede. Da man fra slutningen af middelalderen begyndte at tale om styreformer, hvor magten var delt mellem flere, og dets velbefindende pegede mod flertallet, blev de i stedet kendte som ”republikker”.

Demokratiet svækkes

Athen og Sparta dannede alliance med flere af de græske bystater i omkring 400 f.kr. Da slagene med perserriget hørte op, blev forbundet delt i to imperier. Athen blev leder af et forbund af bystater. I det athenske imperium blev alle forbundets medlemmer en del af den demokratiske styre. Athen blev også et rigt imperium, fordi alle medlemmerne ofte skulle betale beskyttelsesafgifter til Athen. Ligeledes blev Sparta også leder i et forbund af bystater. Sparta, der havde den militære magt. imperiet blev styret af få fra overklassen, hvilket kaldes et oligarki. Rivaliseringen mellem Athen og Sparta var en systemkonflikt mellem demokrati og oligarki. Konflikten endte i krig, en krig Athen tabte, et tab, der gjorde ende på demokratiets storhedstid.

Ikke alle var lige tilfredse med demokratiet f.eks. måtte kvinder, slaver, mænd under 20 og slaver ikke være en del af det politiske liv. Overklassen og de konservative skribenter var også utilfredse. overklassen mente at middelklas-sens magt målte sig med de riges formuer. De konservative skribenter  klagede over ligheden mellem folket i Athen, et eksempel skulle være at Athenernes slaver opførte sig uforskammet, i modsætning til Spartas. Det passer nok ikke det meste af det, men det giver et god billede af den utilfredshed der må have været. Dog skulle indkomstforskellene have været ret små.

Ostrakon

Athenerne var vågent opmærksomme på at kup og magtmisbrug skulle forhindres, og derfor blev loven om ostrakisme indført. Navnene på statens fjender blev ridset i potteskår og folkeforsamlingen kunne herefter stemme på potentielle tyranner, og om hvorvidt de skulle i 10 års landflygtighed.

Magtenstredeling

Magtadskillese/magtdeling er to navne for ideen om, at magten i en stat deles mellem to eller flere uafhængige magtpoler, for at polerne skal opveje hindanden og sikre og kontrollere, at der ikke er en person eller gruppe, som får for meget magt. En mand ved navn Montesquieu omtaler magtens tredeling som en udøvende magt (altså præsident/regering osv.), en lovgivende magt (dvs. i DK folketinget) og til sidst den dømmende magt (domstolene). - selvom mange forveksler den udøvende magt med politiet, de er en meget magtfuldt pol, men de fungerer blot som et af de organer, hvor regeringen udøver sin magt ( på linje med militæret, skattemyndighederne, sundhedsmyndig-hederne osv. ) 

Begrebet demokrati opstod i middelhavsområdet i Grækenland og i en verden, hvor en nulevende ville føle sig utilpas. Gennemsnitslevalderen var ca. 35 år, og mennesker blev ofte ofre for overgreb og væbnede uoverensstemmelser. Athen og Sparta var to store bystater og sammen førte de an i krigene mod perserriget, deres hære bestod mest af folk fra middelklassen, der kunne betale deres egen rustning. Det gjorde at magten i skridt flyttede fra overklassen til middelklassens folkeforsamling, der også fik en stor indflydelse på politikken. Årsagen til dette var en demokratisk revolution i år 507 f.kr. 

I oldtidens Grækenland var politisk deltagelse eksklusivt begrænset til borgerne, og borgere kunne kun være voksne og indfødte borgere. De styrede deres egen oikos, men uanset formue og socialklasse, havde borgerne mulighed for direkte indvirkning på alle bystatens forhold. Den altomfattende magt til at lovgive, til at praktisere magten og til at dømme lå hos folkeforsamlingen, det forløb sådan, at borgerne stemte hver især på en person, dermed vandt flertallet af stemmer. Størstedelen af de offentlige embeder blev bemægtiget gennem lodtrækning, mens andre vigtigere embedsposter blev erobret via valg, hvor borgerne stemte, de her embedsposter var kun besat et år af gangen, så de bemyndigede var under tæt opsyn af folket.   

Overtagelse af det antikke sprog

Demokratiet bliver til:

Med hensyn til politik, er vi meget forbundne med den antikke verdens sprog, her er blot nogle eksempler:

”Demokrati” er sammensat af to oldgræske denotationer, demos, der betyder folk, og kratos, som betyder styre, sammensat betyder demokrati folkestyre.

”Økonomi” kommer af oikos, der betyder husholdning og betegnede oldtidens familieenhed, der bl.a. indfattede slaver.. 

”Polis”  er navnet på de ca. 1500  små byer nær hinanden, der dannede oldtidens grundlæggende samfundsenheder. Men det er også heraf ordet politik kommer.

Definition på begrebet demokrati

Demokrati udspringer af de to ord: Demos & kratos, hvilket Betyder folk & styre - folkestyre. Demokrati er et politisk system, hvor magten ligger hos flertallet i folket. Altså det betyder, at folket skal styre, det er umiddelbart ret enkelt, men alligevel har der altid været diskussion om hvad der skal forstås ved ordets mening, også selvom ordet benyttes uafbrudt i politiske debatter, er der alligevel uenighed om ordets betydning. 

En enkel defintion kunne lyde sådan:

"Ved demokrati forstås simpelt hen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv

og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og

blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning."

- Citat af Hans Aage (1984)