Begrebet demokrati opstod i middelhavsområdet i Grækenland og i en verden, hvor en nulevende ville føle sig utilpas. Gennemsnitslevalderen var ca. 35 år, og mennesker blev ofte ofre for overgreb og væbnede uoverensstemmelser. Athen og Sparta var to store bystater og sammen førte de an i krigene mod perserriget, deres hære bestod mest af folk fra middelklassen, der kunne betale deres egen rustning. Det gjorde at magten i skridt flyttede fra overklassen til middelklassens folkeforsamling, der også fik en stor indflydelse på politikken. Årsagen til dette var en demokratisk revolution i år 507 f.kr. 

I oldtidens Grækenland var politisk deltagelse eksklusivt begrænset til borgerne, og borgere kunne kun være voksne og indfødte borgere. De styrede deres egen oikos, men uanset formue og socialklasse, havde borgerne mulighed for direkte indvirkning på alle bystatens forhold. Den altomfattende magt til at lovgive, til at praktisere magten og til at dømme lå hos folkeforsamlingen, det forløb sådan, at borgerne stemte hver især på en person, dermed vandt flertallet af stemmer. Størstedelen af de offentlige embeder blev bemægtiget gennem lodtrækning, mens andre vigtigere embedsposter blev erobret via valg, hvor borgerne stemte, de her embedsposter var kun besat et år af gangen, så de bemyndigede var under tæt opsyn af folket.